Velkommen til P. Christensen




P. Christensen bliver større og bredere

Vi udvider med hele to bilhuse og et endnu bredere sortiment

Den ekspanderende bilforhandler P. Christensen A/S med hovedkontor i Odense har per 1. juli 2017 købt Henrik Larsen Biler A/S og Henrik Larsen Automobiler A/S.

P. Christensen er autoriseret Mercedes-Benz og Peugeot-forhandler og har afdelinger vest for Storebælt i Odense, Kolding, Rødekro, Padborg og Aarhus. Med købet udvider P. Christensen sortimentet med mærkerne Citroën, Honda samt DS, og etablerer sig øst for Storebælt med bilhuse i Albertslund og på Østerbro.

Købet sker i forlængelse af P. Christensens vækststrategi. Adm. direktør og indehaver Peter Christensen fortæller: “Et af vores vigtigste strategiske nøgleområder handler netop om at komplementere produktprogrammet, så vi kan levere nye biler i alle prisklasser. Vi ønsker at udvikle og udvide virksomheden kontinuerligt, fordi vi tror på, at den, der står stille, sakker agterud og på længere sigt trues på sin eksistens.”

På sælgers side sker salget som del af et generationsskifte, hvor det ifølge indehaver Henrik Larsen har været afgørende at sikre den gode kundeoplevelse i bilhusene. “P. Christensen og vi har et værdifællesskab, hvor troværdighed, kundetilfredshed og den gode personlige service er trumf. Samtidig opnår vi med salget en øget geografisk dækning og en større bredde i sortimentet, så vores kunder får endnu flere valgmuligheder. Tilsammen bliver vi landsdækkende og kan tilbyde kunderne fem af de stærkeste mærker på bilmarkedet.”

P. Christensen blev etableret i 1924 og er Danmarks ældste Mercedes-Benz forhandler. Virksomheden omsætter årligt for knap 2 mia. kr. og drives af Peter Christensen, der er tredje generation i virksomheden. Henrik Larsen Biler og Henrik Larsen Automobiler er ligeledes traditionsrige, familieejede og familiedrevne virksomheder og omsætter årligt for mere end 350 mio. Det fremtidige navn på alle bilhuse i øst som vest bliver P. Christensen A/S.

Handlen er selvsagt betinget af Konkurrence- og forbrugerstyrelsens godkendelse.